Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Palmesøndag

Palmesøndag
Udgivet søn d. 5. apr 2020, kl. 10:00
Online gudstjeneste

Søndag den 5. april 2020 – Palmesøndag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte

Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:     Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

Johannesevangeliet 12,1-16

Prædiken:

Så står vi her igen, som så mange gange før, ved påskens begyndelse, og kigger frem mod en uge som vi kender så godt. Vi begynder med Palmesøndag, hvor vi hører om den store glade folkeskare, der hylder Jesus ved at vifte med palmegrene, mens de råber: ’Hosianna’, det er hebraisk og betyder ’frels’. Jesus bliver hyldet som en konge, selv om det jo ikke er særlig royalt at komme ridende på et æsel, der i øvrigt er et af de mest stædige dyr, så det er mere held end forstand, hvis man faktisk ender der, hvor man havde tænkt sig det.

Jesus bliver hyldet, og hvis man ikke vidste bedre, så ville man jo tro, at det var begyndelsen på en festuge. Men vi ved bedre, Jesus ved bedre. ’Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.’ For få dage efter, at Jesus har spist sit festmåltid i Betania, så følger skærtorsdag, hvor Jesus bliver forrådt og langfredag, hvor han korsfæstes og dør. Stopper vi her, så er det jo nogle forfærdelige begivenheder, der finder sted, og det er det egentlig også, selv om vi ser et par dage længere frem til påskedag, der med al sin glans, glæde og Jesu opstandelse gør, at de mørke dage bliver nemmere at komme igennem. For vi ved jo, at lyset igen vil begynde at skinne, vi ved, at Jesus genopstår, vi ved, at når han siger, ’mig har I ikke altid’, så gælder det kun den jordiske Jesus, for den opstandne frelser har vi altid.

Men ja, det er jo alt andet lig, ikke så helt lidt nemmere at sidde her og være klog, når nu vi kender slutningen på historien. Men hvad nu, når man ikke gør det, hvad nu, når man står i mørket og ikke kan få øje på lyset for enden af tunnelen?

Jeg begyndte med at sige, at vi står her i begyndelsen af en uge, som vi kender så godt, og det gør vi også, og så alligevel ikke. For den kommende uge er langt fra som den plejer at være, og det har de sidste 3-4 uger for den sags skyld heller ikke været. For hvis alt havde været som det plejede, så havde I ikke skulle sidde her og læse min prædiken til Palmesøndag på en computer eller en tablet. Nej, så havde vi mødtes i kirken, og prædikenen havde blot været en del af den velkendte søndagshøjmesse, som man sidder og lytter til, ligesom vi sammen havde sunget de skønneste påskesalmer. Vi havde kunne markere alle påskens dage sammen, med vores dejlige kirker som fælles samlingspunkt, og vi havde kunne mødes med familie og venner, som vi måske har tradition for at gøre her til påske.

Men sådan er det ikke. Danmark er, om ikke blevet lagt ned, så i hvert fald, lukket ned som følge af en virus, en fremmed virus. Vi står på ukendt grund, vi kigger ind i et mørke, som vi endnu ikke ved hvornår aftager. Vi kender ikke slutningen, men må agere efter bedste evne og gøre det, der virker som det rigtige at gøre. Det er først når vi kommer ud på den anden side, at vi kan vide, hvad der var det rigtige, og hvad der var det forkerte at gøre. Judas Iskariot, som vi også hører om i dagens tekst, var som bekendt manden, der for tredive sølvpenge, forrådte Jesus med det kys, der indikerede over for de romerske soldater, at det var denne mand, de gerne ville have fat i, denne mand de gerne ville slå ihjel. Da det går op for Judas, hvad det er han har gjort, så fortryder han sine handlinger. Han giver ypperstepræsterne pengene igen og angrer, men det er for sent, og de er i øvrigt også fuldstændig ligeglade med det. Judas ender med at tage sit eget liv, fordi han ikke kan leve med det han har gjort, hvilket man jo godt kan forstå, selv om det hele er meget voldsomt.

Og det er voldsomt. Heldigvis går det sjældent helt så galt, men det giver os et billede af, at det, der i øjeblikket føles som det rigtige at gøre, senere kan vise sig ikke at være det, snarere tværtimod. Nogle gange kan man rette op på det, andre gange ikke, men ligegyldig hvad, så bliver tingene aldrig ligesom de har været.

Når vi igen må mødes, når vi igen kan se lyset, så vil tingene også være anderledes. Meget vil vi kunne genkende, men der vil også være ting, der ikke bliver som de var før. Det kan være skidt, men det kan jo heldigvis også være, at de ændringer, der er sket, er gode for os.

Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja alle folkets ledere forsøgte at få Jesus ryddet af vejen. Men de vidste ikke, hvad de skulle gøre for at få ham væk, og folket ville jo gerne høre på ham. De gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at slippe af med ham, og de endte jo, som bekendt, med at slå ham ihjel, for at hans ord ikke skulle skabe for meget ravage. Det lykkedes at slå ham ihjel, men hans ord lever stadig. Han er heldigvis ikke så nem at slippe af med. Jesus taler stadig til os, når vi hører eller læser hans ord. Som et håb og en bøn. For han er med os alle dage indtil verdens ende. 

Jeg vil slutte af med denne fine nadversalme ’Kalken med Ordet’ af Simon Grotrian, der står i ’100 salmer’. Det er nr. 847, og hvis man har mod på at synge den, så findes melodien her; - og ellers kan den også fint læses som et digt.
https://www.youtube.com/watch?v=vq6SQMSEVIo&list=PLDJJV1NNr2IlMPxHqgI-UjtvgQUbtw4dE&index=48

1. Kalken med Ordet
sættes på bordet
brødstumper dyppes så let deri
havet forstummer
midt mellem gummer
der trængte til en Kristussti. 

 2. Kalken vil tvætte
indenbordstrætte
hér har vi dannet et alterhegn
alle de svage
sorger må plage
går hjem igennem fosforregn. 

3. Døde, der hviler
træer og biler
rødmer i blæsten som pælerod
natten vil skue
op i en bue
vi løfter himlens søjleblod. 

 4. Vinen og brødet
sejler i kødet
hjertet slår fastere nu end før
cirklen alene
gjorde os rene
da står vi ved din palmedør.

Lad os bede:
Jesus Kristus, vores bror!
Da du trådte frem iblandt os mennesker,
var det med ordene ”frygt ikke!”
Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”.

Men din styrke,
ét som du var med din himmelske Far,
har vi små mennesker ikke.
Så vi rammes af bekymring,
når en ny sygdom bryder hverdagen op;
og vi mærker frygt,
fordi vi kender til mennesker,
som den nye virus særligt vil true;
dem tænker vi på,
dem beder vi for.

Og vi beder for os selv:
Lad din ånd virke i os,
give os ro,
låne os glimt af din styrke,
så vi kan leve opmærksomt
med hinanden,
hensynsfuldt og hjælpsomt.
Hjælp os at hvile i dit nærvær,
virke i din kærlighed,
den du lader alt udstråle fra
til tro og håb.

Amen.

’En bøn i virussens tid’ af Johannes Værge.